Jeg har altid troet, at jeg var en god læser. Jeg læste hurtigt, nikkede til boganmeldelser og kunne referere handlingen fra ti romaner om året. Først da jeg stødte på en gammel mand, der drev en lille boghandel i en sidegade i København, gik det op for mig, at jeg havde misforstået det hele. Han havde ikke mange bøger på hylderne, måske 400 titler, men han kendte hver eneste af dem. Han kunne sige, hvilken side der indeholdt en bestemt replik, og hvilken oversætter der havde svigtet forfatteren. Hans navn var Peder Oxe, og hans tilgang til litteratur har ændret mit syn på, hvad det vil sige at læse. Du kan finde et glimt af hans filosofi på www.pederoxe.net, men intet slår at sidde i hans lænestol og blive irettesat for at springe over de kedelige stykker.
At læse med modstand
Peder fortalte mig, at de fleste mennesker læser for at blive enige med bogen. De leder efter bekræftelse, efter sætninger, der spejler deres egne holdninger. Det gør læsningen til en spejling, ikke en rejse. Hans metode var en anden. Han bad mig læse en roman af en forfatter, jeg normalt ville ignorere, og understrege hver sætning, der irriterede mig. Det var tortur i starten. Jeg hadede bogen. Men efter ti sider begyndte jeg at se mønstre i min irritation. Det handlede ikke om forfatterens evner. Det handlede om, at jeg blev tvunget til at møde en måde at tænke på, der var fremmed for mig.
De fleste læseguides og apps lover dig at blive hurtigere eller at læse mere. De måler læsning i antal sider eller timer. Men Peder målte læsning i antal afbrudte overbevisninger. Han sagde, at en god bog skal gøre dig utilpas. Den skal få dig til at sætte bogen fra dig og stirre ud ad vinduet i ti minutter, fordi du ikke ved, hvad du skal mene. Det er dér, læringen finder sted, sagde han, ikke i de flydende sætninger, men i de sætninger, der stopper dig.
Jeg prøvede hans metode på en simpel bog om skovbrug. Normalt ville jeg have læst den på en time og glemt den. I stedet brugte jeg tre aftener på at kæmpe med mit eget syn på natur. Jeg endte med at skrive en lang liste over forestillinger, jeg havde om skov, som viste sig at være forkerte. Det var ikke bogen, der var besværlig. Det var min egen dovenskab, der blev afsløret.
Langsomheden som våben
Vores kultur hylder hastighed. Vi læser overskrifter, bladrer, scroller. Læsning er blevet en vare, der skal konsumeres kvantitativt. Men når jeg sad i Peders butik, så jeg, at han læste en enkelt side på ti minutter. Han læste den højt for sig selv, nynnende, stoppede, læste en sætning igen. Han sagde, at sproget har en rytme, som øjet fanger, men som sjælen først forstår, når læberne former ordene.
Jeg begyndte at læse langsomt. Bevidst. Jeg valgte en tynd digtsamling af en ukendt forfatter og læste et digt om dagen. Første gang trak jeg på skuldrene. Anden gang så jeg noget om lyset. Tredje gang græd jeg. Det var ikke fordi digtet var specielt følelsesladet, men fordi jeg endelig var til stede i teksten. Det er den slags oplevelse, Peder talte om. Læsning som meditation, ikke som præstation.
De fleste vil sige, at de ikke har tid til den slags læsning. Men jeg har opdaget, at jeg bruger mindre tid på læsning nu, end jeg gjorde før. Jeg læser færre bøger, men jeg husker dem bedre. Jeg kan diskutere dem. Jeg har dem inde i kroppen, ikke bare på en liste.
- Læs bøger, du forventer at være uenig med.
- Stop efter hver side, og spørg dig selv, hvad du lige har lært om dig selv.
- Læs en side højt hver dag, helst poesi eller gammel prosa.
- Accepter, at det tager tid at læse en bog. God læsning kan ikke speedes op.
- Køb bøger hos en antikvar, der kender sit lager. Spørg om hjælp.
- Lad vær med at færdiggøre en bog, der intet giver dig. Læg den væk.
- Genlæs en bog fra din barndom. Den er en ny bog nu.
Siden jeg mødte Peder, har jeg læst 14 bøger om året i stedet for 60. Det lyder som et nederlag, men det er en sejr. Jeg har ikke flere bøger, jeg har flere oplevelser. Hvis du går forbi hans butik, så gå ind. Han vil sandsynligvis give dig en bog, du hader. Læs den. Det er dér, det begynder.